15 millioner til animationsfilm for børn

15.03.2010

Det Danske Filminstitut og DR etablerer en fælles pulje, der skal støtte 4 - 8 animationsfilm til børn i 2010. Filmene skal sendes på DR Ramasjang.

Det Danske Filminstitut bidrager med 10 millioner kroner til puljen og DR med 5 millioner kroner.

Formålet med puljen er at støtte originale animationsfilm og give en række yngre instruktører mulighed for at realisere film i korte formater, som normalt er svære at finansiere.

Puljen skal støtte animationsfilm, der har børn som målgruppe, film der anvender innovative og billige produktionsmetoder og som formodes at have et publikum af en vis størrelse. Puljen er rettet mod instruktører, der er animationsuddannede, eller som arbejder professionelt med animation, men som endnu ikke har debuteret med en spillefilm eller en lang tv-serie.

Puljen kan støtte film på 25 eller 45 minutter, og der skal være tale om film med en maksimal minutpris på 80.000 kroner. Puljen kan støtte film på 25 minutter med op til 1.6 millioner kroner, og film på 45 minutter med op til 2.9 millioner kroner.

Ansøgningerne vil blive behandlet af en redaktion der består af filmkonsulenterne Thomas Krag og Dorthe Høgh Brask, projektredaktør Kim Leona, alle fra Filminstituttet, samt redaktørerne Jakob Stegelmann og Ulla Hasselbalch, begge fra DR.

Puljen har to ansøgningsfrister. Første frist er den 7. maj 2010 og er forbeholdt ansøgninger om udviklingsstøtte, anden frist er den 1. oktober 2010 og er forbeholdt ansøgninger om produktionsstøtte.

Se ansøgningsvejledning til Animationspuljen 2010.

Ingen kommentarer

Lukket for yderligere kommentarer