Ny kulturaftale med fokus på børn og unge
24.01.2012
Kulturminister Uffe Elbæk indgik i går en kulturaftale med 26 kommuner på Sjælland og Region Hovedstaden. Det overordnede mål med aftalen er bl.a. at udvikle stærke sociale, kreative og innovative kompetencer hos kulturregionens børn og unge.
Aftalen gælder for 2012 – 2015, og samarbejdet går under navnet KulturMetropolØresund. Kulturministeriet støtter nye indsatsområder i aftalen med i alt 11,4 mio. kr.
Kulturminister Uffe Elbæk siger:
"Med aftalen styrker vi kulturen til alle og retter særligt fokus på nye kulturbrugere samt børn og unge. Samtidig får vi med aftalen øget de kreative erhvervs vækstmuligheder og styrket samarbejdet mellem stat og kommuner og på tværs af kommunerne. Kulturen og nye samarbejdsformer er en del af løsningen på nogle af de samfundsmæssige udfordringer, som vi står over for."
De overordnede mål med aftalen er – ud over at udvikle stærke sociale, kreative og innovative kompetencer hos kulturregionens børn og unge – bl.a., at kulturregionen kendetegnes ved kulturelt entreprenørskab, engagement og udfoldelseskraft.
Det er første gang, at der indgås en kulturaftale for så mange kommuner i Danmark, og på sigt ønsker kommunerne at udvide samarbejdet, så der tænkes på tværs af Øresundsregionen.
Kulturminister Uffe Elbæk siger:
"Det er imponerende, så mange kommuner og Region Hovedstaden er gået sammen om en fælles og meget ambitiøs kulturpolitisk vision for hele Øresundsregionen, så området med kulturen i front for alvor kan konkurrere med Europas storbyregioner om at tiltrække investeringer, aktivitet og ressourcer. Jeg glæder mig meget til at følge kultursamarbejdet."



Ingen kommentarer
Lukket for yderligere kommentarer