Statens Kunstråd støtter samarbejde mellem undervisere og kunstnere
05.05.2010
Statens Kunstråds Billedkunstudvalg ønsker at se eksempler på projekter der kan fremme læreres og kunstformidleres kompetencer og muligheder for at blive gode ambassadører for billedkunsten.
Formålet er dels at fremme mulighederne for at skabe bedre billedkunstforbrugere, og dels at styrke vækstlaget af kommende billedkunstnere.
Forudsætningen for at opnå disse to mål er et generelt højere vidensniveau om billedkunst hos 12 – 18 årige, og dette forudsætter igen at de unge kommer i hænderne på en god ambassadør for billedkunst fx på deres uddannelsesinstitution. Ved en god ambassadør forstås en underviser som fx professionelt kan samarbejde med en billedkunstner om et forløb, der formidler billedkunst til de unge.
Derfor opretter udvalget hermed en pulje, som skal lede frem til det eller de projekter der på bedste vis fremmer samarbejdet mellem kunstformidler og billedkunstner, således at børn og unge bliver engagerede i billedkunsten. Aldersgruppen på 12 – 18 år er valgt ud fra en opfattelse af, at det er i denne aldersgruppe at de færreste tilbud findes.
Lærerseminarier, folkeskoler, gymnasier, biblioteker og lignende institutioner der arbejder professionelt med kunstformidling/pædagogik/didaktik kan søge om støtte.


Ingen kommentarer
Lukket for yderligere kommentarer