Nyhedsbrev december 2009

Nyt fra Børnekulturens Netværk

Ny børnekulturportal på vej

Dette nyhedsbrev er det sidste, der bliver udsendt fra den nuværende børnekulturportal. Efter årsskiftet relancerer Børnekulturens Netværk portalen i en nyt og mere tidssvarende design og med ny struktur. Den nye portal fungerer fortsat som vidensbank for hele det børnekulturelle felt, men har desuden større fokus på aktuelle temaer og på lokale børnekulturprojekter, som præsenteres i en projektbank. Den nye portal rummer også Netværkets nuværende hjemmeside www.boernekultur.dk.

Vi glæder os til at præsentere jer for den nye portal. Indtil da ønsker vi alle en glædelig jul og et godt nytår!

Konference om talentudvikling

Sæt kryds i kalenderen tirsdag den 9. marts 2010, hvor Børnekulturens Netværk inviterer til en bredt anlagt konference, der skal sætte fokus på talentudvikling hos børn og unge. Målet er at inspirere og indkredse, hvorfor og hvordan man udvikler børn og unges særlige evner på kulturområdet.

Et detaljeret program og oplysninger om tilmeldingsproceduren udsendes medio januar 2010, hvor det også vil kunne findes på Børnekulturportalen. Dagen efter konferencen afholder børnekulturkonsulenterne deres årsmøde i Svendborg.

Konferencen og årsmødet er arrangeret af Børnekulturens Netværk i samarbejde med børnekulturkonsulenterne i Odense Kommune og Svendborg Kommune.

UNESCOs verdenskonference 2010

UNESCOs verdenskonference i 2010 nærmer sig. Derfor har Børnekulturens Netværk sammen med 38 andre deltaget i et forberedende seminar i Berlin, hvor især UNESCOs Road Map fra Lissabonkonferencen i 2006 blev gennemgået med fokus på afledte aktiviteter i de enkelte lande.

UNESCOs Road Map er et dokument, der blev udviklet af deltagerne på konferencen i 2006. Det indeholder en række anbefalinger til politikere, lærere, forældre og andre, der har ansvar for børns udvikling og opvækstmuligheder. Anbefalingerne har fokus på kunsten og kulturen og de oplevelser og værdier, de bringer med sig. I Berlin blev muligheder for at konkretisere og styrke indholdet i UNESCOs Road Map især i Europa drøftet.


NYT FRA NETVÆRKETS PARTER

KULTURMINISTERIET

Kulturministeren lancerer kulturpolitisk strategi

Kulturminister Carina Christensen lancerede 2. december 2009 en ny kulturpolitisk strategi: Kultur for alle. Børn og unge er et af de syv fokusområder.

Alle i Danmark skal have mulighed for at få ejerskab til vores fælles kultur og kulturarv, og alle skal have adgang til relevante og vedkommende kulturtilbud. Det er hovedbudskaberne i strategien, som indeholder en lang række eksempler på projekter, der kan bruges som inspiration til at skabe kultur for alle.

Strategien omfatter syv fokusområder, herunder børn og unge, kunst og kultur i det offentlige rum og øget brugerinddragelse. Kultur for Alle er bl.a. blevet til på baggrund af den Danmarksturné, som kulturministeren gennemførte tidligere på året. Her mødte ministeren regionale og lokale kulturaktører i hele landet og blev inspireret af dialogen med dem og af de projekter, der blev præsenteret.

Musiklæreruddannelsen styrkes

Kulturministeriet og Undervisningsministeret samarbejder om at nytænke og styrke musikfaget i læreruddannelsen og dermed også i folkeskolen. Ministerierne har nedsat en arbejdsgruppe, der nu har præsenteret fire forslag til initiativer, som forudsætter et tæt samarbejde mellem professionshøjskolerne og musikkonservatorierne.

De fire forslag lægger op til:

En styrkelse af musiklinjefaget i læreruddannelsen
En ny professionsbacheloruddannelse i musik, som skal give generel undervisningskompetence i folkeskolen.
Et samarbejde om de eksisterende diplomuddannelser på professionshøjskolerne og konservatorierne.
En professionsmaster i musikundervisning af børn og unge.
Forslagene skal nu konkretiseres og videreudvikles af professionshøjskoler og konservatorier i fællesskab og i samarbejde med Undervisningsministeriet og Kulturministeriet.

DET DANSKE FILMINSITUT

Spilordningen støtter ni danske computerspil til børn og unge

New Danish Screen - Spilordningen uddeler af sine sidste midler. De lidt over 3,5 millioner kr. går til ni kreative projekter, der spænder fra platformspil med skilsmissetematik over Wii-baseret troldmandsduel til spændingsmættet flugtdrama for blinde.

Spilordningen har i de sidste to år støttet udviklingen af danske computerspil for børn. Ordningens formål har været at sikre, at dansk spiludvikling bevarer, styrker og udvikler sin dynamik og mangfoldighed. Ordningen har i alt uddelt knap 12 millioner kr. og er samlet blevet ansøgt 55 gange om i alt 23.309.724 kr. Dette var spilordningens sidste ansøgningsrunde, og der er ikke truffet beslutninger om en eventuel videreførelse.

Film og undervisningsmateriale om folkedrab

Det Danske Filminstitut og DIIS, Holocaust og folkedrab har sammen udvalgt en række film, som er relevante for temaet for Auschwitz-dag 2010 - "Farlige forestillinger". I alt er der tale om seks film - tre spillefilm og tre dokumentarfilm.

Filmene handler om, hvordan almindelige mennesker kan blive påvirket til at medvirke til folkedrab, og hvordan man gennem propaganda og manipulation kan skabe betingelserne for totalitære regimer. Filmene sætter fokus på de forestillinger, som udvikler sig til fordomme og stereotyper om "de andre". Farlige forestillinger, som i yderste konsekvens kan være med til at skabe betingelserne for folkedrab.

Til filmene er der blevet udviklet to lærervejledninger - en til gymnasiet/ungdomsuddannelserne og en til folkeskolen. Lærervejledningerne giver faglig inspiration til, hvordan man kan arbejde med filmene og årets tema i undervisningen.

Unge danske instruktører laver kortfilm om klimadebatten

En fisk lander i Esbjerg, sejles til Kina og køres 500 km ind i landet for at blive fileteret. Derefter går turen til Midtfrankrig, hvor den frituresteges - for til sidst at ende som fiskefinger på grillbaren i Esbjerg, hvor den bliver spist af den fisker, der fangede den.

"Climaniacs" er otte film, hver på 3-5 minutter, som på forskellig vis stiller undrende spørgsmål til emner, der har betydning for den globale opvarmning. I otte film går instruktørerne tæt på de aktuelle klimaproblemer.

Filmene bliver vist på DK4 i november og december, og de kan desuden ses på Politikens hjemmeside: www.politiken.tv og på www.youtube.com. Fra starten af 2010 vil de også kunne ses på www.filmstriben.dk.

KULTURARVSSTYRELSEN

Kulturarvsstyrelsens nye hjemmeside - fokus på børn og kulturarv

Kulturarvsstyrelsen har fået ny hjemmeside, der bl.a. meget andet sætter fokus på børn og kulturarv. På siderne om børn og kulturarv kan man læse om, hvordan Kulturarvsstyrelsen, Børnekulturens Netværk, og alle de statslige og statsanerkendte museer arbejder med børnekultur. Her er også henvisninger til projekter rettet mod børn og unge, som Kulturarvsstyrelsen har støttet.

11 gode eksempler på museernes undervisningstilbud

Det årlige museumsbesøg var engang en fast del af skolens tvangsudskrivning af elever til almendannelsens montre. I dag tilbyder museerne undervisning, der giver aha-oplevelser for eleverne.

Kulturarvsstyrelsen har netop udgivet publikationen "God praksis - eksempler på museernes undervisning til grundskoler og ungdomsuddannelser". Den beskriver 11 forskellige undervisningstilbud fra danske museer, som lærere, elever og museer kan lade sig inspirere af, når skemaet skal fyldes med relevant og faglig undervisning.

Samtidig har styrelsen udgivet "Museernes læringspotentialer - kortlægning af museernes undervisningsaktiviteter til grundskoler og ungdomsuddannelser". Begge publikationer er en del af Kulturministeriets formidlingsplan for de statslige og statsanerkendte museer for 2007-10.

Udlandet roser danske museer

Museer i udlandet er begejstrede over de danske museers arbejde med undervisning for grundskoler og ungdomsuddannelser. Så begejstrede, at de har bedt Kulturarvsstyrelsen om at lave en engelsk og spansk oversættelse af de to nyligt udkomne hæfter med museernes gode eksempler på uddannelsesforløb, som er beskrevet ovenfor.

Opfordringen til at udgive på de to hovedsprog kom på Intercom's årlige konference i Torréon i Mexico. Repræsentanterne fra 22 lande i Intercom, den internationale organisation for museumsledelse, gav ros til Danmark for pionerarbejdet, som er beskrevet i de to publikationer. Kulturarvsstyrelsen følger opfordringen og oversætter begge publikationer.

STATENS KUNSTRÅD OG KUNSTSTYRELSEN

Billedbogskonkurrence

Statens Kunstråds Billedkunstudvalg og Litteraturudvalg udskriver i samarbejde en konkurrence om en ny illustreret børnebog, der retter sig mod de 8-12-årige. Fristen for at deltage i konkurrencen er 1. marts 2010 kl. 12.

I Danmark er der en lang tradition for, at billedkunstnere og (børnebogs-)forfattere samarbejder om at skabe værker, hvor teksten bliver til på grundlag af illustrationerne, eller hvor illustrationerne skabes over teksten.

I de senere år er det imidlertid blevet mere og mere udbredt, at forfattere og billedkunstnere er sammen i den skabende proces, og at resultatet er et fælles værk efter gensidig inspiration.
På denne baggrund har Litteratur- og Billedkunstudvalget indledt et samarbejde om at stimulere skabelsen af værker i Danmark og formidlingen af disse i udlandet.

Huskunstnerordningen er reddet - og 5,4 mio. kr. uddelt

Statens Kunstråds succesfulde Huskunstnerordning lå længe til at blive offer for besparelser på finansloven for 2010. Statens Kunstråd har lagt pres på politikerne for at gøre dem opmærksomme på ordningens store værdi og potentiale siden regeringens finanslovsudspil i august 2009. Det er nu lykkedes, og ordningen sikret de næste fire år.

Det er derfor også fremover muligt at søge midler til projekter, som giver børn og unge over hele landet mulighed for at møde kunst på et højt professionelt niveau. I kølvandet på nyheden om at Huskunstnerordningen fortsætter frem mod 2013, har Statens Kunstråd uddelt 5,4 mio. kr. til i alt 88 forskellige projekter over hele landet. Rådet modtog 133 ansøgninger, hvilket vidner om, at ordningen er meget populær. Noget, som også bliver bekræftet af de eksterne evalueringer, der er blevet foretaget af Huskustnerordningen.

Ansøgningsfristen for 2010 er 3. februar og 1. september. For 2011 er fristerne 12. januar og 1. september.

Ny pulje til danseprojekter

Statens Kunstråds Scenekunstudvalg har etableret en ny pulje, der støtter danseprojekter, især for børn. Puljen er på 1 mio. kr. og har ansøgningsfrist den 15. januar og 15. september 2010. Udvalget prioriterer initiativer, der retter sig mod et børnepublikum.

Dansen er et indsatsområde i Scenekunstudvalgets handlingsplan. I maj måned blev der holdt en konference med aktører fra danseområdet, og siden har udvalget udarbejdet en vision for danseområdet. Den nye pulje er et udtryk for, at udvalget ønsker at skabe muligheder for, at området kan udvikle sig.

Find ansøgningsskema og -vejledning på www.kunst.dk/scenekunst under "Søg tilskud".


STYRELSEN FOR BIBLIOTEK OG MEDIER

Nyt børnesite får navnet pallesgavebod.dk

Folkebiblioteker over hele landet lancerer i marts 2010 et nationalt børnesite ved navn pallesgavebod.dk. Sitets målgruppe er tweens, altså de 8-12 årige børn.

Produktionsselskabet Copenhagen Bombay, der bl.a. er kendt for Morgenhår på DR, udvikler og etablerer Pallesgavebod. Indholdsproduktionen er lagt i hænderne på ni redaktionsgrupper bestående af ansatte fra biblioteker i hele landet. Koordineringen af dette arbejde tager en hovedredaktion sig af.

Udvikling af platformen til sitet og driften finansieres i 2009 og 2010 af midler fra Koordinationsgruppen for Netbibliotekerne

Ramasjang LIVE - i øjenhøjde med Danmarks børn

Den 2. november gik DRs nye børnekanal Ramasjang i luften. Kanalens flagskib er programmet Ramasjang Live for de 7-10-årige. På alle hverdage bliver der sendt direkte fra Aalborg Hovedbibliotek.

DRs redaktion på børnebiblioteket har ansvaret for at tilrettelægge og producere liveprogrammet. Aalborg Bibliotekerne koordinerer med landets øvrige biblioteker, som også bliver involveret i samarbejdet og dermed får nye muligheder for at synliggøre børnebibliotekets tilbud. Projektet skal skabe en sammenhæng mellem de fysiske biblioteker, DR og bibliotekernes nye børnesite pallesgavebod.dk.

Styrelsen for Bibliotek og Medier har givet tilskud til projektet gennem Udviklingspuljen for folke- og skolebiblioteker.


UNDERVISNINGSMINISTERIET

Elastikkonkurrence for alle landets 6.-klasser

Når man tænker kreativt og innovativt, kan store og små problemer løses - mange gange ved at bruge helt almindelige hverdagsting på en ny måde. Det Europæiske År for Kreativitet og Innovation 2009 er året, hvor det handler om at se muligheder frem for begrænsninger, og om at bryde rammer og udvikle sig! Undervisningsministeriet er national koordinator for Året.

I elastikkonkurrencen for alle landets 6.-klasser var der mulighed for at vise, hvordan helt almindelige køkkenelastikker kunne bruges til noget nyt. Konkurrencen gik ud på at finde på nye, kreative måder at bruge helt almindelige køkkenelastikker på, lave en video om ideen på maks. 3 minutter og uploade den på Youtube. Konkurrencen er nu afsluttet, og i runde tal blev resultatet 110 videoer fordelt på 400 elever fra 35 skoler.

Drengelege er for piger, og pigelege er for drenge

Undervisningsministeriet offentliggjorde i oktober 2009 materialet "Udsigt til indsigt - om køn, etnicitet og ligestilling. Materialet henvender sig til grundskolens lærere og elever på 4.- 6. klassetrin og indeholder eksemplariske undervisningsforløb med lærerøvelser samt oplæg til elevproduktioner. Til eleverne er der quizzer, video, sange og opgaver. Det hele sætter fokus på børns roller i forhold til køn, etnicitet og ligestilling.

Springfrøprisen

Springfrøprisen er en nyindstiftet pris, som uddeles til lærere og elever, der på bedste vis kan give inspiration til undervisning i folkeskolen.

Prisen uddeles af Undervisningsministeriet og Kulturministeriet en gang årligt til en koncert, en musical, udstillinger af elevværker i billedkunst, sløjd og håndarbejde eller andet spændende arbejde med de praktiske, musiske og kunstneriske fag i folkeskolen. Prisen uddeles førte gang foråret 2010.

Springfrøprisen er indstiftet for at få de gode eksempler frem i lyset til glæde og gavn for andre. Med prisen ønskes det, at der kommer et øget fokus på, hvad man lærer og laver i de pågældende fag.

 

NYT FRA KULTURINSTITUTIONER OG -ORGANISATIONER

Dans for børn evalueret

Danmarks Evalueringsinstitut har evalueret Dans for Børns sæson 2008/2009. Rapporten har fokus på samarbejdet mellem kommuner og institutioner. Dans for Børn er en fireårig formidlingsordning i Dansens Hus, som er blevet til med støtte fra Statens Kunstråd.

Takket være dette tilskud tilbyder Dansens Hus ordningen til en pris, hvor de fleste kommuner og institutioner har økonomi til at deltage. Ordningen gør det muligt for kommunerne at præsentere dansebesøg af høj kvalitet til mange børn i skoler og børnehaver. Et dansebesøg består af en kort forestilling og en workshop, hvor børnene selv prøver at skabe dans.

Kultur under juletræet

I år ligger der pakker med dans, musik og teater under træet til alle skolebørn i Haderslev og en endnu ikke navngivet kommune.

Det er med store smil, LMS - Levende Musik i Skolen pakker julegaver ind i år. Over halvdelen af de danske kommuner har skæppet til, så der næste år bliver Musik i Tide-koncerter til omkring 280.000 børn. Og til et par tusind af dem, er der ikke bare koncerter i pakken.

"Vi er meget glade for igen i næste sæson at kunne tilbyde tværkulturelle pakker i samarbejde med Dansens Hus og Teatercentrum," siger Gitte Abildtrup Møller, souschef hos LMS.

Kulturpakker kalder de tre institutioner samarbejdet, der i år blev søsat som pilotprojekt i Haderslev Kommune. Kort går projektet ud på, at alle skolebørn - ligesom i Musik i Tide-ordningen - hvert år oplever mindst én koncert, men med kulturpakkerne får de desuden et teaterstykke og en danseforestilling. Kulturpakkeforsøget er støttet af Statens Kunstråd.

 

Sidst opdateret 25. oktober 2011