Indsatsområder
Børnekulturens Netværk arbejder ud fra toårige handlingsplaner. På disse sider kan du læse om de indsatsområder, Netværket arbejder med lige nu.
I 2010 er et af Børnekulturens Netværks store ønsker gået i opfyldelse, nemlig at få lov til at arbejde med at kvalificere og udvikle kulturtilbud til de unge over 14 år og dermed skabe bedre betingelser for, at også de unge møder kunst og kultur i deres hverdag. Sidste år gennemførte Netværket en analyse af kulturaktiviteter for, med og af unge, som blev afsluttet med rapporten Ungekultur i nye rammer. Den har nu resulteret i en øget bevilling fra tipsmidlerne, som er øremærket arbejdet med unge og kultur.
Kultur for unge er bare ét af de vigtige områder, Børnekulturens Netværk beskriver i sin nye strategi. Strategien har tre temaer, som sætter rammen for Netværkets arbejde til og med 2012: ’Brobygning mellem stat og kommune’, ’Kunst og kultur i alle børn og unges hverdag’ og ’Nye brugergrupper’.
Tanken bag temaerne i strategien er, at indsatsen skal ske der, hvor børnene og de unge er - nemlig i dagtilbud, skoler og i deres fritidsliv. Arbejdet med strategien fører Børnekulturens Netværk nærmere mod at opfylde visionen: at alle børn og unge skal møde kunsten og kulturen, alle kulturinstitutioner skal bidrage, og alle kunstarter inddrages.



