Arkitektur og design

Børnekulturens Netværk har siden 2006 fremmet formidlingen af arkitektur og design i et forsøg på at ligestille de to kunstområder med de øvrige kunstarter. Det er sket ved at nedsætte en projektgruppe med fagfolk, afholde temaseminarer, afprøve projekter og styrke netværk.

Udgivelse af idé- og debatbog

I forlængelse af disse initiativer udgiver Børnekulturens Netværk i begyndelsen af 2010 publikationen BØRN RUM FORM - Arkitektur og design for begyndere. Den sætter fokus på formidlingen til børn og unge med bud på, hvordan arkitektur og design kan få en central plads i deres dagligdag. Bogen indeholder interviews med toneangivende arkitekter, designere og erhvervsfolk og giver praktiske eksempler på arbejdet med børn, arkitektur og design rundt omkring i Danmark og de nordiske lande.

Bogen indeholder desuden en række anbefalinger, der kan udvikle og fremme formidlingen af arkitektur og design til børn og unge udarbejdet af projektgruppen og Børnekulturens Netværk.

Idéer og inspiration

Anbefalingerne fra BØRN RUM FORM er konkretiseret i et idékatalog, der omfatter ideer og forslag til aktiviteter i 2010 og 2011 for de mange forskellige aktører og samarbejdspartnere, der er på området. I den forbindelse vil Netværket:

  • Etablere en selvstændig netside på Børnekulturportalen
  • Arrangere et fyraftensmøde med temaer og bidragsydere fra BØRN RUM FORM
  • Nedsætte ad hoc-arbejdsgrupper, der realiserer foreslåede initiativer.

Børnekulturens Netværk planlægger desuden at udgive en inspirationspjece til kommuner og beslutningstagere i løbet af 2010.

Kontaktperson

Merete Dael
Børnekulturens Netværk
H.C. Andersens Boulevard
1553 København V.

Tlf. 33733370

Sidst opdateret  9. juli 2010