Museerne i Danmark har en lang tradition for at lave særlige børnearrangementer og udstillinger, som rettes mod et ungt publikum. Det gælder både kulturhistorien, naturhistorien og kunsthistorien, som børn møder på landets museer. De lærerige oplevelser gør museer til populære udflugtsmål både for familier, børneinstitutioner og skoler. Ca. 150 museer er statsanerkendte og skal leve op til en række krav i museumsloven. Det betyder blandt andet, at museerne skal give gratis adgang for skolebørn.
Kulturarvsstyrelsen vil arbejde for at sikre og udvikle den høje kvalitet af museernes formidling specielt til børn. Formidlingen skal fortsat udvikles både af den autentiske oplevelse ved mødet med museernes genstande og ved mulighederne for at besøge museerne virtuelt. Det betyder, at styrelsen også vil tage børneformidling i betragtning ved kvalitetsvurderinger af museerne, og at styrelsen fortsat vil yde støtte til særligt kvalitetsbetonede og udviklende børnetilbud.

