Fakta

Lov om dagtilbud trådte i kraft 1. august 2007. Den samler lovgivningen omkring dagtilbud, fritidshjem og klubber i én lov, ligesom den inkluderer lovgivningen vedrørende madordninger, sprogscreeninger, pædagogiske læreplaner og børnemiljøvurderinger.

Pædagogiske læreplaner

Siden 2004 har der været et lovkrav om, at alle dagtilbud skal udarbejde pædagogiske læreplaner, som forholder sig til seks temaer: Barnets alsidige, personlige udvikling; Sociale kompetencer; Sprog; Krop og bevægelse; Naturen og naturfænomener; Kulturelle udtryksformer og værdier.

Pædagogerne i dagtilbuddene har inden for de lovgivningsmæssige rammer mulighed for at tilrettelægge det daglige arbejde, og det er i høj grad op til den enkelte institution at skabe indholdet i hverdagen. Derfor har medarbejderne mange muligheder for at sætte kunst- og kulturaktiviteter i gang.

Børnemiljøvurderinger

I Dagtilbudsloven indgår det, at hvert enkelt dagtilbud skal udarbejde en skriftlig børnemiljøvurdering, som omfatter både det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø. I vurderingen skal der være et børneperspektiv, dvs. at børnene skal inddrages i arbejdet.

Udviklingsforum har oprettet hjemmesiden www.boernemiljoevurdering.dk, hvor dagtilbud kan oprette sig og få et lettilgængeligt materiale om børnemiljøvurderinger.

Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) har en særlig side om børnemiljø og har udgivet flere gratis pjecer om børnemiljøvurderinger, bl.a. "Børnemiljøvurdering - et redskab til udvikling af den pædagogiske praksis i dagtilbud" og "Kom godt i gang med jeres børnemiljøvurdering". Alle pjecerne kan downloades på DCUM's hjemmeside.

Links

Lov om dagtilbud

Dagtilbudsloven indeholder bl.a. regler om pædagogiske læreplaner, sprogvurderinger og børnemiljøvurderinger.

Lov om dagtilbud på Retsinformation.dk

Socialministeriet

Socialministeriet blev oprettet i februar 2010 og har overtaget dagtilbudsområdet fra det nu nedlagte Indenrigs- og Socialministerium.

Sidst opdateret 25. oktober 2011